NR. 18 · NOVEMBER 15 Den anden artikel: ’De nationale test - nogle overordnede perspektiver på deres betydninger for pædagogikken og eleverne’ er skrevet af Karen E. Andreasen, Lektor, Institut for Læring og Filosofi, AAU Artiklen præsenterer en analyse af dele af resultaterne fra et fireårigt forskningsprojekt gennemført 2009 – 2013 omhandlende evaluering i folkeskolen og implementeringen af de nationale test. Med inddragelse af Bernsteins teori om pædagogiske modeller samt empiri fra projektet analyseres testenes konstitutive virkninger i forhold til undervisningen og deres betydninger for eleverne. Analysen viser, at testene kan have virkninger, som står i modsætning til de intentioner deres introduktion blev begrundet med, og at dette blandt andet kan forstås med reference til deres summative design. Elevernes måder at forstå deres egne testresultater var præget af en orientering mod præstation og hierarki. Den tredje artikel ’Nationale test – Ønskede egenskaber og indfriede krav?’ er skrevet af Peter Allerup, Professor, Aarhus Universitet Artiklen behandler de danske nationale test, hvis fulde navn er egentlig ”De Nationale It-baserede Adaptive Obligatoriske Test”. Det fulde navn fremhæver, til forskel fra det forkortede, flere vigtige sider af disse test i sammenligning med mange andre typer af test. Altså nogle signaler om, hvad der gør netop disse test specielle. Testene er resultatet af nogle krav om udvikling af nye evalueringsinstrumenter, som fandt sted for ca. 15 år siden, og i dag indgår testene rutinemæssigt i skolens hverdag. Derfor er det også et passende tidspunkt at spørge, om nogle af de krav og intentioner, der oprindeligt lå bag ved udviklingen, faktisk er blevet indfriet og kan demonstreres opfyldt gennem egenskaber, som man kan undersøge via indsamlede data i dag. Denne artikel har til formål at beskrive et par af de oprindelige krav: Sammenlignelighed af testresultater, adaptivitet i forhold til elevers færdighedsniveau og evne til at formidle brugbare evalueringsresultater. Den fjerde artikel ’Tankeløs testning: Betragtninger om succes, formål og meningen med at holde skole’ er skrevet af Stig Skov Mortensen, cand. pæd., SOPHIA – tænketank for pædagogik og dannelse Artiklen beskæftiger sig med hvad der sker når de nationale test har fået en rolle som grundlag for vurderingen af skolens succes. Dermed flyttes fokus fra folkeskolens brede dannelseshorisont, som den kommer til udtryk i fx formålsparagraffen, og i denne artikel diskuteres 4 afledte, potentielle problemer ved udviklingen. Problemerne er ikke skarpt adskilte, men viser på hver sin måde en væsentlig pædagogisk faldgrube. Slutteligt skitseres et bud på, hvordan evalueringsforskning kan være med til at vende denne udvikling således, at skolen – og ikke mindst dens pædagogiske praksis – kan opfattes som byggende på nogle formål, der har værdi i sig selv. Den femte artikel ’Når nationale test tager livtag med folkeskolen’ er skrevet af Lotte Rahbek Schou, Lektor, DPU Aarhus Universitet, Lars Nørgaard, Adjunkt, Læreruddannelsen i Aalborg UCN, Anja Madsen Kvols, Lektor, Anne Marie Haubro Raalskov, Folkeskolelærer og cand.pæd.pæd., Virklund Skole, Mia Andersen, Adjunkt, Pædagoguddannelsen Viborg, VIA UC. 3
Download PDF fil