FORORD Vi har nu været i gang med co-creation i Businessuddannelserne og Sygeplejerskeuddannelsen i 1,5 år. Vi er alle blevet klogere på, hvad co-creation er. Som det fremgår af evalueringer fra de forskellige fælles co-creation-seminardage er interessen for co-creation, samskabelse, øget involvering samt engagement af studerende et interessepunkt, der optager mange undervisere og ledere. I uge 11 har vi på UCN haft besøg af Dr. Catherine Bovill, Senior Lecturer in Student Engagement, Institute for Academic Development, University of Edinburgh. I løbet af ugen pointerede hun flere gange, at når vi arbejder med co-creation, så starter vi i det små med at implementere handlinger, for det kan altid blive mere omfattende senere. Catherine Bovill har i løbet af ugen mødt forskellige aktører på UCN. Hun har holdt flere præsentationer om sit arbejde med co-creation. Hun har fortalt om, hvordan der rundt om i verden arbejdes med co-creation, og hvordan studerende aktiveres og inddrages i både udvikling, planlægning og gennemførelse af undervisning og uddannelse. Catherine Bovill har brugt en dag sammen med arbejdsgruppen for co-creation samt studieledere og uddannelseschefer fra de to uddannelsesområder, hvor co-creation har været diskuteret på både det organisatoriske samt på det mere nære uddannelsesog undervisningsniveau, herunder betydningen af relationen mellem studerende og undervisere. I den sammenhæng er hun bl.a. blevet introduceret til UCN’s læringstilgang, Refleksiv praksislæring, samt til studieaktivitetsmodellen. Begge dele har hun fundet interessante og relevante i arbejdet med co-creation. Hun har været på besøg i Businessuddannelserne, hvor hun dels har overværet undervisning med to undervisere, ligesom hun har deltaget i et studierådsmøde. På Sygeplejerskeuddannelsen har hun præsenteret sin forståelse af co-creation og diskuteret dette med underviserne i dels Hjørring og dels Aalborg/Thisted. Underviserne her har haft mulighed for at gå i dialog med hende om co-creation. Catherine Bovill har i løbet af ugen også afholdt masterclass for UCN’s co-creation-ambassadørkorps. Her havde ambassadørerne mulighed for at gå i dialog med hende om, hvad co-creation er, og hvordan hun forholder sig til ambassadørernes spørgsmål og udfordringer, herunder bl.a. om co-creation kan lade sig gøre, når der er mange studerende på et hold samt forholdet ’knowing-acting-being’. Ugen blev afsluttet med det sjette fælles co-creationseminar. Her viste Catherine Bovill, hvordan hun præsenterer for en stor gruppe. Catherine Bovill giver udtryk for, at hun har ladet sig inspirere af UCN og vores måde at arbejde med læring og co-creation på. Hun giver ligeledes udtryk for, at der allerede i dag i flere sammenhænge foregår co-creation på UCN. Vi kan dog blive bedre til at italesætte co-creation, når vi co-creater. Og så skal vi fortsætte med at udvikle handlinger i overensstemmelse med co-creation. I august 2019 vil der igen være en fælles seminardag. Her vil ambassadørernes eksperimenter med deres co-creation-forløb være i fokus. Herefter afsluttes projektet under UCN Strategi 2020 med den ofte ønskede og omtalte ”Co-bog” med opskrifter på co-creation, som er tilberedt med ingredienser fra forskellige co-creation-aktiviteter på de involverede uddannelser. Co-creation-projektet fortsætter herefter under RPL-indsatsen. Ingrid Maria Sørensen, Sygeplejerskeuddannelsen CO-CREATION I LÆRINGSMILJØET PÅ BUSINESS- OG SYGEPLEJERSKEUDDANNELSEN 3
Download PDF fil