Forord Krydstogtturismen er de seneste år vokset markant og blevet en større del af den globale turismeindustri, hvilket samtidig har gjort det til en vigtig faktor for flere turismedestinationer verden over1. Dette inkluderer også Danmark, hvor blandt andet København er en af Nordeuropas største krydstogthavne målt på antal anløb og passagerer i 20152. Ikke kun København tager imod krydstogtskibe og deres gæster, også havnene Aarhus, Aalborg, Skagen, Fredericia og andre tager imod flere og flere krydstogtgæster3. I 2015 var der 15 anløb i Aalborg som medbragte ca. 20.000 passagerer, hvor de ca. 13.200 var gæster og de resterende var besætningsmedlemmer. Sidste år, i 2016, var antallet af anløb i Aalborg steget til 21, hvor de ca. 18.400 var gæster og de resterende var besætningsmedlemmer4. University College Nordjylland (UCN) har ønsket at få klarlagt de økonomiske-, og oplevelsesmæssige effekter af krydstogtturismen i Aalborg. Denne rapports hensigt er således at dokumentere og skabe indsigt i krydstogtturismens betydning for Aalborg og gæsternes oplevelse under deres besøg. Rapporten er udfærdiget af UCN i samarbejde med VisitDenmark (VDK) i 2016-2017, og er den første specifikke ”impactanalyse”5 af krydstogtturismen i Aalborg. Formålet med rapporten er i sin enkelthed at belyse omfanget af den økonomiske betydning af krydstogtturismen i Aalborg, samt om oplevelsen af at være krydstogtgæst i Aalborg er positiv. Rapportens økonomiske resultater er beregnet med udgangspunkt i eventeffektmålingsmodellen "Turismeøkonomisk effektmåling af sports, kultur- og erhvervsbegivenheder", der er baseret på den socioøkonomiske ligevægtsmodel LINE6. Det tilgrundliggende data for rapporten er forbrugs- og oplevelsesdata fra personlige interviews med krydstogtgæster, indsamlet af studerende fra UCN i Aalborg i løbet af 2016, suppleret med oplysninger fra VisitAalborg og Aalborg Havn om passagerantal, køb af guidede ture samt skibsrelateret omsætning. Rapporten består af hovedkonklusioner, de to analysedele, som består af en turismeøkonomisk analyse og en analyse af gæsteoplevelsen. Derudover vil der fremføres enkelte forslag til potentielle forbedringer af krydstogtoplevelsen, og en generel profil af krydstogtgæsten i Aalborg, samt rapportens undersøgelsesmetode. 1 http://www.cruisemarketwatch.com/growth/ 2 https://www.cruisebaltic.com/media/94490/cruise-baltic-market-review-2000-2016.pdf 3 ibid 4 VisitAalborg 5 En økonomisk analyse at de forhold som har en indflydelse på den lokale økonomi. 6 http://www.crt.dk/kompetencer-viden/modeloekonomi/den-regionale-model.aspx 3
Download PDF fil