UCN PERSPEKTIV #01 43 Figur 6. Den studerende dokumenterer det vedkommende lærer i sin læringsportfolio, der over tid bliver udtryk for egen læringshistorie og udviklingsmuligheder samt begyndende professionsidentitet og hvilke grupper der har haft udfordringer i samarbejdet. De grupper, der opbygger et velfungerende samarbejde, har en vægportfolio med mange elementer, hvorimod man i de grupper, som oplever sig som havende samarbejdsudfordringer, ser en reducering i deres værk, både i forhold til tekst, herunder refleksioner i tænkeboblen, og i antallet af elementer. Vi har derfor observeret, at de sociale relationer i studiegruppen afspejles i de studerendes læringsudbytte i vægportfolien. Udvikling af begyndende professionsidentitet Portfoliometoden skaber rum for at de studerende kan udvikle og arbejde med professionsidentitet under uddannelsen. Uddannelse er ifølge Bruner afgørende for udvikling af selvet. Bruner introducerer to aspekter af selvet: Det ene er handleevne, et handlende selv, der sammensætter et begrebssystem som et arkiv over vores handlemøder med omverdenen, der er forbundet med fortiden og samtidig rækker ind i fremtidens muligheder (Bruner, 2003, s. 90). Det andet aspekt er vurdering. Det handlende selv vurderer sig selv løbende, og disse vurderinger påvirker selvet. Selvværd er i lyset af Bruner en blanding af handlingseffektivitet og selvvurdering, hvilket vi kan analysere i relation til følgende udsagn fra et par studerende: ”At man er blevet mere kreativ. At det ikke er et hvidt A4-papir, men at vi både har tegninger, fotos, ler og Lego-figurer” og ”Det har fremmet vores kreativitet – troede ikke selv, jeg var kreativ, men det er blevet modbevist, da der er så mange forskellige former for kreativitet” samt ”Tænke kreativt. Gå i dybden. At udvikle mig fra halsen og ned”. Disse udtryk viser eksempler på, hvordan handleevne og selvværd er vigtige i processen frem mod at blive bachelor som pædagog, og de understreger, hvordan de kunstbaserede æstetiske formsprog i vægportfolio kan bidrage til de studerendes identitetsarbejde og personlige dannelse (Bruner, 2003, s. 93; Austring og Sørensen, 2006). I relation til Bruners tese om fortælling, så har den måde, de studerende forstår sig selv på, og de fortællinger, som de skaber i forhold til, om ”… man er blevet mere kreativ” eller ej, en stor indvirkning på deres mod på at indgå i og igangsætte æstetiske processer gennem uddannelsen (Bruner, 2003, s. 94). Set i lyset af et socialkonstruktivistiske læringsperspektiv kan de studerende via narrativer og deltagelse i uddannelsen udvikle en ny selvforståelse, professionsforståelse og handlemuligheder (Bruner, 2003, s. 43).
Download PDF fil