26 UCN PERSPEKTIV #04 hul ind til vedkommende.” Derimod er det mere uklart, hvordan kontakten bliver vedligeholdt, og i særdeleshed hvordan og hvornår relationen bliver afsluttet. En medarbejder udtaler: ”Den er svær – jeg har været her i mange år, og dem, jeg startede op med i sin tid, kommer stadig forbi i dag; de er 30 år nu. Men en afslutning, ja – et eller andet sted er der jo en afslutning, når de er 18. Der laver man jo mindre med dem, men man afviser dem jo aldrig. På den måde kan man jo sige, at der er ingen afslutning, men officielt er der jo, når de bliver 18.” Skismaet opstår, når det bliver uklart, hvornår og hvordan relationen afsluttes. Målsætningerne for det opsøgende arbejde synes ikke at fremstå særligt tydelige for medarbejderne. En medarbejder udtaler således: ”Jeg er den røde tråd, følger med rundt til de forskellige instanser, hvad end det måtte være.” Og en anden: ”Vi skal klæde de her unge mennesker på til at indgå i samfundets normer og føle sig en del af det. Det er et af de overordnede mål at hjælpe dem godt på vej.” Dette giver på den ene side gadeplansmedarbejderen stor frihed til at udføre det arbejde, som de vurderer, der er brug for. På den anden side betyder det, at det er uklart, hvornår opgaven er løst. Ud over relationskompetence fremhæver Røkenes og Hanssen, at det kræver handlekompetence at bidrage til at løse sociale problemer. Handlekompetence kan være viden og færdigheder, som sætter gadeplansmedarbejderen i stand til at være brobygger til andre fagprofessionelle (Røkenes og Hanssen, 2013). Gadeplansmedarbejderen har en central opgave i at få andre fagprofessionelle til at forstå borgeren og det, borgeren forstår, og dele sin egen forståelse i en gensidig proces. At være brobygger kræver også, at gadeplansmedarbejderen har kendskab til og overblik over et kompliceret og for mange uoverskueligt hjælpesystem. En gadeplansmedarbejder udtaler eksempelvis: ”I dag der ved man slet ikke, hvor man skal gå hen. Og jeg ved det ikke engang. Altså, når jeg går ud i X, så ved jeg, at jeg skal gå til X kommune. Men i København der skal jeg alle mulige steder, alle mulige hemmelige steder. De er forskellige, og jeg ved ikke engang, hvad de hedder. Jeg arbejder der, og jeg tænker bare: ”Nå, hvad hedder de nu?” At have kendskab til hjælpemuligheder og veje ind i det offentlige hjælpesystem kan være en stor udfordring for mange borgere – og endda også for den enkelte gadeplansmedarbejder – hvilket ovenstående citat tydeligt viser. Hjælp og magt I det sociale arbejde er begreberne hjælp og magt centrale. Også i det opsøgende sociale arbejde er disse to begreber uløseligt forbundet, men specielt begrebet magt er et mere eller mindre usynligt fænomen. Ifølge sociologen Greta Marie Skau har det sociale arbejde en dobbeltfunktion: For det første skal den opfylde samfundets hjælpeindsats over for mennesker, der er i en fysisk, psykisk eller social nødsituation. For det andet fungerer det sociale arbejde som offentlig kontrol over for befolkningen (Skau, 2001). Skau mener, at denne dobbeltfunktion afspejler sig i alle professionelle relationer mellem borgere og socialarbejdere, uafhængigt af de enkelte aktørers bevidsthed om disse forhold. Det opsøgende arbejde udøves som tidligere nævnt i form af en positiv relation til den enkelte borger. Der er i overvejende grad tale om et subjektsubjektforhold, hvor der tilstræbes et ligeværdigt forhold og betydningen af menneskelighed i mødet mellem gadeplansmedarbejder og borger. Lars Uggerhøj, der er professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet, skriver, at dette møde mellem socialarbejder og klienter er omgærdet af en række idealer blandt socialarbejdere (Uggerhøj, 2002). Det handler om, at: a) behandle klienterne respektfuldt, ligeværdigt og menneskeligt, b) agere som klienternes advokat og talerør i systemerne, c) involvere klienterne i arbejdet med deres eget liv og problemer og d) agere mere socialt og vejledningsorienteret end administrativt. Det er således disse idealer, socialarbejderne finder positive, og som de bærer med sig både fra de sociale uddannelser og fra faget selv. Derimod bliver magtbegrebet ofte tillagt en negativ værdi, og mange socialarbejdere vil formentlig helst undgå at definere sig som personer, der udøver magt. En gadearbejder siger: ”Vi prøver at udligne den magtbalance, som er mellem socialarbejdere og brugere så meget, det er muligt.” Det relationelle styringsparadigme kritiseres ofte for dets manglende evne til at håndtere magt og interesseforhold (Lerborg, 2011, s. 88-91). Ifølge Foucault er magtaspektet imidlertid til stede i enhver relation mellem klient og hjælper.
Download PDF fil