UCN PERSPEKTIV #03 47 KROPPEN MED I UDESKOLE Tekst Maj Kærgaard Kristensen, lektor, pædagoguddannelsen, UCN "I MANGE FAG GIVER DET IKKE MENING KUN AT FORHOLDE SIG TIL ET EMNE GENNEM BØGER OG PLANCHER. HER MÅ ELEVERNE UD OG OPLEVE DET I VIRKELIGHEDEN. FOR MANGE AF DE SVAGE ELEVER ER DET AT KOMME UD EN OPLAGT MULIGHED FOR AT FORSTÅ MENINGEN MED DET, DER SKAL LÆRES.” Sådan fortæller Anders, som jeg har fået lov til at følge en solrig og frostklar dag i november. Det er morgen, og vi er på vej til et engområde i nærheden af skolen, hvor eleverne fra 6. årgang skal finde smådyr og planter. Forinden har eleverne været samlet i klassen, hvor opgaven er blev introduceret. Emnet er plantevækst, planters opbygning samt smådyr. Opgaven lyder, at eleverne i grupper skal finde 10 forskellige planter på græsplænen og bagefter på engområdet. Herefter skal de undersøge og tegne 3 udvalgte planters opbygning og rødder. Slutteligt skal dyrelivet på henholdsvis græsplæne og engområde sammenlignes. Alle grupper skal medbringe computer, så de undervejs kan søge relevante oplysninger på nettet. I 6. årgang er de vant til udeskole. Denne undervisningsform har de arbejdet med i flere år. De er vant til at få førstehåndsoplevelser, som kan supplere den teoretiske viden, de får i klasselokalet. Undervisning i naturen bliver en måde, hvorpå det abstrakte bliver mere konkret og håndgribeligt for eleverne. Ved, som denne dag, at gå ud og finde planter og dyr i nærområdet får de en større kropslig delagtighed gennem at røre, føle og agere i det fysiske miljø. Dette øger autenticiteten og opprioriterer den sanselige oplevelse af at knytte virkeligheden til undervisningssituationerne (Dahlgren & Szczepanski, 2001). I denne artikel præsenteres dele af den forskning, der i dag findes omkring kroppens og bevægelsens betydning for læring. Desuden vil artiklen se nærmere på hvorledes krop og bevægelse er i spil i udeskole, og hvorledes dette samspil kan have en gunstig effekt på elevernes læringsudbytte. Den teoretiske viden eksemplificeres ved hjælp af praksisfortællinger fra mit besøg på en nordjysk skole, hvor jeg blandt andet har observeret udeskoleundervisning i 6. klasse. Sammenhænge mellem udeskole, bevægelse & læring Kroppen er naturligt i spil i udeskole, men det er ikke kun autenticiteten og de sanselige oplevelser, der give gode læringsbetingelser. Der findes i forskningen belæg for, at der er sammenhæng mellem fysisk aktivitet og læring, samt at fysisk aktivitet i løbet af skoledagen forbedrer kognition og koncentrationsevne og fremmer børn og unges præstationer i skolen (KU, 2016). Det er ikke kun kognition og læring, der fremmes gennem bevægelse. De forskningsmæssige resultater peger på, at bevægelse og fysisk aktivitet også har en positiv indflydelse på elevernes sociale relationer og elevernes motivation for at deltage i læringsaktiviteter (Bugge & Froberg, 2015; KU, 2016). Gode sociale relationer og høj motivation er vigtige forudsætninger for læring. Ovenstående forskningsresultater understøttes af hjerneteorien, hvor det ses, at bevægelse er af betydning i relation til både fysiske, psykiske og sociale aspekter (Thybo, 2013). Ved bevægelse frigives neurotransmitterstoffer (blandt andet serotonin, noradrenalin og dopamin), der har indflydelse på koncentration, indlæring, opmærksomhed, motivation og hukommelse (Thybo, 2013; Hart, 2006). På længere sigt øges dannelsen af væksthormoner i hjernen, der kan fremme nydannelse af nerveceller, fremme konsolidering af læring samt øge den neurale kompleksitet (SDU, 2014; Thybo, 2013). Derudover er beherskelse af fundamentale motoriske færdigheder også gavnlig for kognition og præstationer i skolen (KU, 2016). Undervisning i et udemiljø præget af mangfoldighed og kompleksitet inviterer til fysisk aktivitet og leg, og derved stimuleres elevernes motorik.
Download PDF fil