8 UCN PERSPEKTIV #05 Ifølge Grafe er en af de særlige ting ved Universitarium, at: ”Vi er ikke blankpolerede, på samme måde som man vil se i andre science centre. Jeg har altid set det lidt, som om at i og med at vi har den her universitetsbaggrund, så er det laboratoriet, der bliver tilpasset publikum, og ikke en idé, der bliver genskabt i en anden sammenhæng. (…) det er et laboratorium, der bliver tilpasset publikum, så det er laboratorieopstillinger, som man vil have dem i lab normalt med alle de muligheder, der så også ligger i omgang med dem. Det er det, som vi er i stand til at give publikum, det er jo også den her sandbox- (sandkasse, egen oversættelse) tilgang, at det er åbent – der er ikke noget krav om, hvad det er, de skal lære. Det er egentlig bare: Her har du noget udstyr, det her er, hvad vi foreslår – hvad du gør med det, det er op til dig selv” (Grafe, personlig kommunikation, 21. juni, 2018). Ovenstående citat udtrykker hermed, at det, som Klitgaard og Grafe gerne vil understrege, er, at Universitarium primært har en undersøgende læringstilgang. Alle opstillingerne er lavet forholdsvis simple, på en sådan måde at de besøgende gerne skulle kunne føle, at de kan se, hvordan tingene er sat sammen, samt at de vil kunne fremstille en reproduktion derhjemme. Meningen med denne slags opstillinger er, at de besøgende kan røre og afprøve de forskellige opstillinger, så de nærmest, som Klitgaard siger, ”leger med på et dybere niveau” (Klitgaard, personlig kommunikation, 21. juni, 2018). De besøgende skal gerne kunne relatere til opstillingerne såvel som udstillingen generelt. Der er altså fokus på den personlige relation til udstillingen, så de besøgende kan se, hvordan emnet berører dem, og hvorfor det kan være relevant. For at gøre dette er der et stort fokus på at fortælle den gode historie om opstillingerne. Det gøres bl.a. ved at have fokus på udstillingens relevans både på et individniveau, men også et samfundsniveau (ibid.). Grafe fortæller, at Universitarium gerne vil fjerne barrierer for læring og tage komplekse ting ned på et mere overkommeligt niveau, hvor der er meget fokus på, hvad man kan bruge det til, og hvorfor det er relevant. Dette er bl.a. blevet gjort ved programmering, hvor der i stedet for at være fokus på komplekse koder er fokus på, hvordan tingene hænger sammen, og at man får vist tingene på en mere lavpraktisk facon (Grafe, personlig kommunikation, 21. juni, 2018). F.eks. havde de besøgende i udstillingen 2018, Pas På!, omhandlende Foto: Nanna Schandorf Stork En opstilling på udstillingen 2018, Pas På!, der viser, hvordan en bil kan programmeres, så den bliver selvkørende. Foto: Nanna Schandorf Stork En opstilling fra udstillingen 2018, Pas På!, der viser, hvilken indflydelse tyngdepunktet har på, om man vælter af stigen. sikkerhed mulig for at afprøve programmering af Lego Mindstorms EV3-robotter, i forbindelse med at de kunne lave deres egen selvkørende bil. Dette gav dem mulighed for at prøve at programmere, men også for at diskutere eventuelle problemstillinger, såsom hvem der har ansvaret for ulykker, hvad der kunne være fordele og ulemper, samt hvad man gør, når vejret forhindrer bilen i at ”se”. Det er essentielt, at de besøgende kan relatere til opstillingerne og udstillingen, men derudover er det væsentligt, at disse kan relateres til virkeligheden. Der er derfor stor vægt på praksistilknytning og samfundsproblemer for at skabe et autentisk læringsmiljø, hvilket også er en af grundene til, at Grafe siger: ”Jeg ser hellere en opstilling gå i stykker flere gange end at begynde at sige til folk, at de skal bruge den anderledes” (ibid.). Her bliver der igen fokuseret på den undersøgende og legende tilgang til læring, der skal være med til at give de besøgende et realistisk billede af virkeligheden. Grafe mener nemlig, at der er en læreproces i at se, hvordan tingene fungerer, også når de ikke fungerer: ”(…) så det er at prøve at vise dem (de besøgende, red.) virkeligheden, som den er, i stedet for at pakke den ind” (Grafe, personlig kommunikation, 21. juni, 2018).
Download PDF fil