Mundtlig præsentation (P6) 16 Samfundsudfordringer Når sundhed skabes i fællesskaber - civilsamfundets sundheds- fremmende rolle Forfattere Annette Pedersen, Lise Hansen, Jeanette Schade Leth og Lisa Korsbakke Emtekær Hæsum Mange borgere med komplekse sociale og sundhedsmæssige udfordringer oplever at falde mellem velfærds- og sundhedssystemets indsatser og får derfor ikke den hjælp, de har behov for. I Café Parasollen – en del af KFUM’s Sociale Arbejde – møder vi netop disse borgere, og det skaber et vigtigt afsæt for at styrke civilsamfundets sundhedsfremmende rolle. Projektet SUND-IN (Samskabelse i Udsatte miljøer som skaber Nøglen til Dannelse af sundhedskompetencer og Inklusion) undersøger, hvordan civilsamfundsorganisationer kan styrke denne rolle gennem fælles udvikling af organisatoriske sundhedskompetencer. Siden september 2025 har en værestedsygeplejerske været tilknyttet Café Parasollen én dag om ugen og har indsamlet praksisnære erfaringer om gæsternes sundhedsudfordringer og møder med velfærds- og sundhedssystemet. Disse indsigter danner grundlag for samskabende workshops med medarbejdere og frivillige, som igangsættes i 2026. Projektet bygger på aktionsforskning og kombinerer kvalitative observationer med kvantitative baseline-målinger af medarbejderes og frivilliges sundhedskompetencer for at skabe en praksisnær og evidensbaseret udvikling. Foreløbige resultater viser behovet for trygge og tillidsfulde rammer, hvor sundhed kan tales om og handles på i hverdagen. Sundhed skabes ikke kun i systemet, men i relationer og fællesskaber, hvor medarbejdere og frivillige – med den rette støtte – kan fungere som brobyggere og sundhedsguider. Samarbejdet mellem Café Parasollen og forskere fra UCN munder ud i en model, der styrker den lokale indsats og har potentiale til at inspirere civilsamfundsorganisationer bredt.
Download PDF fil