Posterpræsentation 43 Forskningsproces | Impact Forfattere Jan Halberg Madsen og Lars Falk Refleksiv praksislæring gennem guidede audioture Et samarbejde mellem StoryHunt og Service- og Oplevelsesøkonom uddannelsen ved UCN Dette oplæg præsenterer et undervisnings- og udviklingsprojekt, hvor studerende fra Service- og Oplevelsesøkonomuddannelsen deltager i test og udvikling af guidede audioture i samarbejde med StoryHunt – en digital platform for stedsspecifik formidling. Formål er at belyse, hvordan teknologibaseret oplevelsesdesign kan integreres i refleksiv praksislæring. Studerende har gennemført en testtur og bidraget med observationer og refleksioner over formidlingens form, indhold og brugeroplevelse. I næste fase skal de deltage i en videreudviklet demo-version, hvor AI-elementer inddrages for at skabe mere interaktive og personaliserede oplevelser. Projektet undersøger, hvordan deltagelse i evaluering og design af audioture kan styrke professionsfaglig refleksion, kritisk tænkning og praksisnær læring. Det metodiske grundlag er kvalitativt og bygger på observationer, refleksionsnotater og interviews med de studerende. Artiklen bidrager til diskussionen om, hvordan digitale medier og AI kan understøtte læring i professionsuddannelser og skabe nye former for deltagelse i oplevelsesbaseret formidling. Audioturen fungerer som en oplevelsesbaseret læringsplatform, hvor UCN bidrager med teoretisk rammesætning og facilitering af refleksion, StoryHunt stiller case til rådighed, Aalborg byrum fungerer som læringsrum og case, og studerende agerer som bedømmere, brugere og medskabere af indhold, hvilket fremmer dybdegående læring og praksisforståelse i en triadisk læringsrelation, hvor viden opstår gennem interaktion og kontekstualisering. AI kan styrke læring ved at: tilpasse indhold til den enkelte studerendes læringsstil og refleksionsniveau, generere spørgsmål og prompts undervejs i audioturen, fremme kritisk tænkning og kobling til teori, samt analysere brugerdata (fx valg af rute, interaktioner, svar på spørgsmål) for at give feedback til både StoryHunt, studerende og undervisere.
Download PDF fil