Palle Rasmussen Professor Institut for Uddannelse, Læring og Filosofi Aalborg Universitet Udvikling Det principielle hovedformål med evaluering er at bidrage til udvikling og forbedring. Det gælder, uanset om det, der evalueres, er menneskers tilegnelse af viden og kompetencer, undervisning og lærerindsats, skoler og uddannelsesinstitutioner eller uddannelsesprogrammer og lovgivning. I alle disse tilfælde har evaluering også andre formål, som fx at kontrollere overholdelsen af besluttede regler og at give symbolsk udtryk for, at der gøres en indsats. Men mange af de mere specifikke målsætninger med evaluering kan i et overordnet perspektiv betragtes som bidrag til udvikling og forbedring. Når for eksempel bevillinger til kompetenceudviklingsprojekter fra statslige eller regionale fonde ledsages af krav om, at projekterne skal evalueres, kan det af deltagerne opfattes som et tomt ritual; projektet er jo færdigt, hvorfor så træde rundt i, hvad der gik godt og mindre godt? Alligevel kan evalueringen for projektets deltagere tjene til at skærpe deres forståelse af erfaringerne og dermed bidrage til at forbedre arbejdet i kommende projekter. Og for den fond, som har givet bevillingen, kan evalueringen bidrage til at forbedre det videre arbejde, fx ved at klargøre beskrivelsen af fondens målsætninger og bevillingskriterier. Det skal tilføjes, at de udviklingsorienterede formål med evaluering kan overskygges eller forhindres af andre forhold. I forlængelse af eksemplet ovenfor vil man fx kunne komme ud for, at en kompetencefond, som gennem en årrække har forbedret sin praksis bl.a. via viden fra evalueringer, bliver afskaffet eller omlagt gennem politiske beslutninger, som ikke tager hensyn til den opbyggede viden. Det udviklingsorienterede formål vil dog stadig principielt være til stede. Artiklerne i dette nummer af Cepra-striben handler om, hvordan evaluering kan bidrage til udvikling i forskellige sammenhænge. De forfølger så at sige evalueringsarbejdets positive formål med at bidrage til forbedring. Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på de nærmere forudsætninger for dette på forskellige niveauer. Det skal kommenteres lidt nærmere. Udvikling af mennesker Evaluering bidrager til menneskers personlige og faglige udvikling i mange sammenhænge. Én af de væsentligste er uddannelsessystemet, hvor der er udviklet og institutionaliseret mange slags evaluering. I uddannelsessystemet optræder mennesker som regel som elever, studerende, kursister, eller de er med andre betegnelser knyttet til bestemte uddannelsesformer. De og deres indsats evalueres dels gennem løbende uformelle tilbagemeldinger fra lærere og (i mindre omfang) andre elever, dels gennem mere formaliserede test og eksaminer, hvorfra nogle oplysninger efter gennemførelse af et uddannelsesforløb overføres til uddannelsesbeviser. Hvad er forudsætningerne for, at denne personorienterede evaluering kan bidrage til udvikling? En første forudsætning er, at den information, som opnås gennem evaluering af en person, kommunikeres til vedkommende (idet vi forudsætter, at mennesker er i stand til selv at bidrage til deres udvikling gennem handlinger baseret på information) og eventuelt til de tætte relationspersoner omkring vedkommende. Det sker i mange tilfælde, men ikke i alle. Eksempler
Download PDF fil