32 UCN PERSPEKTIV #01 Fotograf: Kasper Moes Drevsholt På billedet ses tre studerende i ’hekseleg’. De er trygge i legen, og rollefordelingen er klart defineret. Mens den ene heks er i fuld bevægelse med opmærksomheden rettet mod børneflokken, bidrager de to stillestående hekse alligevel aktivt ved med krop og blik at stille skarpt på heksen, der har ordet. Kropssprog og ansigtsmimik, særligt hos den fokuserede heks, understreger lysten til legen. berede legen: Vi skulle finde på sjove sammensatte ord, der har noget med naturen at gøre. Vi laminerede ordene og lavede en heksehat og en gryde. Der gik sport i det. Man gik ude på legepladsen, og pludselig kom man i tanke om et nyt sammensat ord. Legen var en stor succes. Børnene var overraskende gode, og de var på hele tiden. På den måde blev det også sjovt for os voksne. Jeg tror, legen virker så godt, fordi der er mange sanser i spil, både billeder, lyd og bevægelse. Ja, og så er fantasidelen også vigtig, det at der er en heks. Vi har gennemført legen flere gange, både indenfor og udenfor. Og vi har brugt kortene uden rammefortællingen med heksen og gryden. Børnene var overraskende gode til legen. Jeg har nu noget materiale, som kan genbruges, men det arbejde, vi har lagt i legen, har også givet mig noget andet. Det har sat mine tanker i gang i forhold til sprogarbejdet, som jeg nu i højere grad får puttet ind, uden det kræver den store forberedelse. Flere gange har jeg lavet nogle spontane sproglege med børnene på stuen. Her den anden dag printede jeg seks overkategorier, og så skulle børnene nævne ting inden for de kategorier. Det var en sjov leg, og vi skal lave den igen. Nu mangler jeg bare at dele mine erfaringer med kollegerne fra de andre stuer. Pædagogens oplevelse af barnet og dets kommunikative kompetencer Æstetiske udtryksformer tilbyder en anden måde at kommunikere på end den verbale, og de kollektive æstetiske læreprocesser er inkluderende i den forstand, at det enkelte individ, uanset sproglige forudsætninger, kan byde ind med sit personlige input og indgå i et fælles udtryk. Det kræver imidlertid, at facilitator af læreprocessen er opmærksom på dette og giver plads til børnenes impulser. Observatørerne på Sprogfitnessdagen bemærker, hvordan legene giver plads til børnenes udtryk, når de studerende formår at følge barnets impulser: Den studerende tog imod en impuls fra en dreng: ”Vi ryster numserne.” Hun fik alle til det ved at gentage både i ord og med krop. Børnene bliver set, hørt og er medskabere. De bliver anerkendt, og stemningen er rigtig hyggelig. Børnene var løsrevet fra deres institution, og de fik lov. Legene får et potentiale i forhold til de børn, som har svært ved at stå stille, holde koncentrationen og modtage fælles beskeder. Impulser, som i en anden kontekst ville kunne opleves som uhensigtsmæssige, kan omformes til æstetiske udtryk, som fx i eksemplet med drengen, der ville ryste numsen. Legen bliver derfor et muligt frirum, også for de børn, der normalt ikke kan være med. Dog tyder noget på, at børnene ikke altid slippes fri i legene, men fastholdes i deres vanlige mønster af pædagogerne. Observatørerne noterer flere steder, at pædagogerne griber forstyrrende ind i legene med irettesættelser af enkelte børn eller af hele børneflokken. Blandt andet noterer observatørerne: Drengen stod ved siden af en pædagog, som hele tiden irettesatte drengene. Det var tydeligt at se, at det sker ofte. Forstyrrede drengene. Den konstante irettesættelse af de par ’urolige’ drenge forstyrrede dem i processen. Legen gav mulighed for nye ideer, og de studerende var gode til at fange børnenes impulser og gøre det på ’deres præmisser’. I disse eksempler lader pædagogen til at fastholde barnet i en
Download PDF fil