UCN PERSPEKTIV #04 11 Da deltagerne var tilbage ved bordene, blev det forklaret i plenum, at næste fase var at få øje på, hvad de gerne ville bruge hinanden til, først ved bordene og siden som samlet gruppe på tværs af borde. Afsættet var stadig collagerne, men processen blev langsomt til en udforskning af ideer og potentielle samskabelser. Fase 3 var i gang. En halv time før konferencens afslutning åbnede vi mod plenum. Bordene og de opståede prototyper skulle nu ’finde hinanden’ på tværs. Den nervøsitet, vi havde haft inden frokosten, var ikke væk – ville det lykkes? Der var enkelte indlæg. En borger foreslog en digital platform, hvor arrangementer, fester, festivaler og deltagere kunne finde hinanden. Forslaget blev skudt ned af en græsrod med ordene: ”Den platform findes allerede,” hvilket udløste en flad fornemmelse hos os. Men pludselig tog borgerne ordet. På kryds og tværs, ved borde og mellem borde, opstod der ideer, masser af ideer. Som eksempler kan nævnes grupper, hvor borgerne lærer at læse, fælles koncerter botilbuddene imellem, en ’camino’, ’pilgrimsvandring’, fra botilbud til botilbud, delepædagoger på tværs af botilbuddene i forbindelse med fællesture samt fælles rejser og ture generelt. På dette tidspunkt var det kun borgerne, der talte, og et whiteboard blev fyldt med konkrete prototyper. Borgernes energi smittede dog drypvist af på de øvrige konferencedeltagere. Da konferencen var slut, var energien høj, og viljen til at få noget til at ske var stor. Prototyper var skabt, og bolden lå nu hos deltagerne. Mens konferencedeltagerne langsomt sivede ud af lokalet, kom mange over og sagde tak. En borger fortalte, at han aldrig havde talt i forsamlinger før. En pædagog fortalte, at hun aldrig havde set de borgere, hun arbejdede med, så åbne og talende før. I projektgruppen var vi på den ene side lettede og glade over, at processen lykkedes, men på den anden side ængstelige for, at prototyperne bare blev hængende i rummet og aldrig ville blive realiseret. Efterspil og refleksion Ængstelsen fortog sig dog, da vi hørte, at en af de prototyper, der blev udviklet på konferencen, er i gang med at blive realiseret: Der kommer en ’camino’ på tværs af bo- og dagtilbud i Nordjylland. Ydermere er vi blevet bekendt med, at der i højere grad end tidligere bliver tænkt på tværs af tilbuddene, og at elementer fra konferencen nu anvendes i pædagogisk arbejde som redskaber til samskabelse. Erfaringerne fra konferencen bidrog samtidig med væsentlige input til vores udforskning af samskabelse som metode. Det blev i særlig grad tydeligt, at skabende kommunikation og de forskellige modaliteter, der indgik i konferencedesignet, gav plads til, at alle stemmer blev hørt. Selvom det ikke lykkedes for os at facilitere bevægelsen fra konkret til abstrakt i forhold til det overordnede konferencetema, ”At bestemme selv”, var det i praksis selvbestemmelse, vi så udfolde sig, da borgerne tog ordet til sidst. Vi er dermed nået et lille skridt nærmere et bud på, hvordan man kan samskabe på systemisk mikroniveau, og på, hvordan samskabelse kan faciliteres, så også borgere i udsatte positioner får plads ved bordet. Litteraturliste • Bason, C. (2010). Leading Public Sector Innovation. Co-creating for a better Society. Portland, OR: The Policy Press. • Darsø, L. (2009). Artful Creation. Learning-Tales of Arts-in-Business. Frederiksberg: Learning Lab Denmark. • Ibsen, B. & Espersen, H.H. (2016). Kommunernes samarbejde med civile aktører. Forskelle og ligheder i forventninger, praksis, samarbejdspartnere og oplevet udbytte. KORA. Kan hentes på: http://www.kora.dk/media/5619317/10995-kommunernes-samarbejde-medcivile-aktoerer.pdf. • Iversen, A. (2017). Det paradoksale begreb. Hvad vi taler om, når vi taler om samskabelse. Og det vi gør. Ph.d.-afhandling. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag. Kan hentes på: http://vbn.aau.dk/files/257679522/PHD_Ann_Merete_Iversen_E_pdf.pdf. • Knill, P.K., Levine, E.G. & Levine, S.K. (2010). Principles and Practice of Expressive Arts Therapy. London & Philadelphia, PA: Jessica Kingsley Publishers. • Mik-Meyer, N. (2018). Fagprofessionelles møde med udsatte klienter. Dilemmaer i den organisatoriske praksis. København: Hans Reitzels Forlag. • Sanders, E.B. & Stappers, P.J. (2008). Co-creation and the new landscape of design. Co-Design, vol. 4, no. 1, 5-18. • Scharmer, C.O. (2007). Theory U. Leading from the Future as it Emerges. Cambridge, MA: SOL (The Society for Organizational Learning Inc). • Tortzen, A. & Espersen, H.H. (2016). Her er lidt farve til det nye sort: Tre myter om samskabelse. www.denoffentlige.dk (hentet 05.10.2016).
Download PDF fil