UCN PERSPEKTIV #04 23 street-level bureaucrats (gadeplansbureaukrater). Betegnelsen ’street-level bureaucrats’ oversættes i danske sammenhænge ofte til frontmedarbejdere og dækker over en gruppe af offentlige ansatte, som interagerer direkte med borgere. Lipsky peger på, at denne gruppe har udstrakte skønsbeføjelser, når den offentlige politik transformeres til praksis. “Workers who interact directly with citizens in course of their jobs, and who have substantial discretion in execution of their work” (2010, s. 3). Frontmedarbejdere befinder sig på det yderste organisatoriske niveau – det vil sige i enheder og institutioner, der ofte står i direkte relation til borgere eller brugere – og på den måde er direkte ansvarlige for den faktiske produktion af velfærdsydelser. Det kan blandt andet være hjemmehjælpere, sygeplejersker, skolelærere, socialpædagoger, politibetjente, sagsbehandlere og socialrådgivere. I lighed med Lipsky peger denne artikel på, hvilke dilemmaer der kan opstå og affødes af den betydelige skønsbeføjelse, der udøves i arbejdet med mennesker med komplekse sociale problemer som misbrug, psykiske lidelser, hjemløshed, prostitution, ensomhed, økonomisk fattigdom etc. Sociale problemer er langt fra statiske eller objektive. Hanne Kathrine Krogstrup skelner i bogen ’Det handicappede samfund’ mellem tamme og vilde problemer (2000). Sociale problemer er vilde problemer, der oftest ikke kan tæmmes med en simpel løsning. Ligeledes vil løsningen ikke nødvendigvis blive opfattet som den rette løsning af alle. Det afhænger af øjnene, der ser (Krogstrup, 2000). Dette kan medføre en relativt stor grad af variation og uforudsigelighed i opgaveudførelsen. En gadeplansmedarbejder udtaler: ”Som relationsarbejder synes jeg, det er meget forskelligt.” Og en anden: ”Det er mere på brugerens præmisser, end det er det, hvis det er et eller andet socialt tilbud, der har nogle lokaler. Så er der nogle regler og nogle rammer, man skal indordne sig under. Og der tænker jeg, vi bliver mere nødt til at indordne os under de regler og rammer, der er (på gaden), når man går ud på gaden.” Der tegner sig et billede af gadeplansmedarbejdere, der oplever at have udstrakte skønsbeføjelser i opgaveudførelsen. De bør derfor anses som et essentielt led i beslutninger omkring de politiske mål for den opsøgende indsats og i omsætningen af samfundets dominerende, fælles normer om, ”… at den enkelte klient skal tage ansvar for og udvise den rigtige motivation i mødet med de fagprofessionelle (Mik-Meyer, 2018, s. 13). Men med den udstrakte skønsbeføjelse afhænger praktiseringen af de samfundsmæssige normer i høj grad af den enkelte gadeplansmedarbejder og det personlige normsæt, denne er bærer af. Gadeplansmedarbejdere arbejder samtidig relativt uafhængigt af hinanden, og kompleksiteten i opgaveløsningen forbundet med det tætte samarbejde med borgerne betyder, at der er grænser for målstyring og standardisering af indsatsen. Opgavevaretagelsen må udføres med diskretion og tilpasning til den enkelte situation og vil derfor aldrig foregå helt ens fra medarbejder til medarbejder. Det bliver dermed særdeles vanskeligt at måle resultaterne af den opsøgende indsats: ”Vi arbejder jo selv sammen med andre folk, andre organisationer, som også laver opsøgende arbejde. Der er stadig meget forskel på, hvad målene er, og hvad forudsætningerne er for det. Jeg tror alligevel, der er mange forskellige måder at gøre det på, ikke.” (udtalelse fra gadeplansmedarbejder) Gadeplansmedarbejdere er i højere grad styret af et paradigme, som på mange måder udgør en modpol til NPM, der kan defineres som et relationelt styringsparadigme. En medarbejder udtaler: ”Meget af det, vi laver, er baseret på relationsarbejde og omsorgsarbejde i og for sig … hvis vi stiller det meget skarpt op, så er det, vi har, vores tid. Vi kan bruge tid med folk og snakke med folk – og i samspil finde ud af – hvad den enkelte ønsker for fremtiden, om man så kan sige.” Det relationelle paradigme pointerer, at relationerne mellem forskellige elementer er nødvendige at inddrage for at forstå enkeltdelene (Lerborg, 2011, s. 131). Styrken ved det relationelle styringsparadigme er, at der sættes fokus på, at alting må ses i en større sammenhæng, at sociale fænomener er menneskeskabte, og at der skal fokus på idealer, visioner og det positive (Lerborg, 2011, s. 97, 105, 111). ”Det er en mere ydmyg rolle; man kommer hen med et tilbud, hvor det adskiller sig meget. At jeg bryder ind i deres færden og sfære.” (udtalelse fra gadeplansmedarbejder) Gadeplansmedarbejdere befinder sig mellem disse to styringsparadigmer i et dilemma. De skal på den ene side indfri de politiske beslutninger om effektivitet, standardisering og dokumentationskrav. En medarbejder udtaler: ”Det er svært med et dokumentationssystem, når man arbejder på gaden, det er svært og underligt at komme ud med en notesbog.” Samtidig skal medarbejderne tage afsæt i det relationelle og individuelle i mødet med de enkelte borgere. En medarbejder formulerer skismaet, som en borger har beskrevet det for hende: ”I er søde nok, du er sød nok, men du er ikke politisk stærk nok. Du er underlagt alle de der politikere. Og det er jeg jo. Altså, jeg er et kommunalt tilbud … Jeg er jo stadig kommunalt ansat. Jeg er ikke NGO, jeg er jo stadig underlagt noget.” Det relationelle
Download PDF fil