UCN PERSPEKTIV #04 9 deltagere kunne rummes uanset forudsætninger. Foto 2: Collage fra konferencen Foruden artiklens to forfattere og en tredje projektdeltager fra UCN deltog også pædagoger, pædagogstuderende og universitetsstuderende, der har et stort kendskab området ’voksne med funktionsnedsættelse’ eller tidligere har arbejdet med samskabelse. Vi fandt det vigtigt, at konferencedesignet i sig selv var et resultat af samskabelse. Vi havde samtidig en målsætning om, at mindst halvdelen af de 75 konferencedeltagere skulle være voksne med funktionsnedsættelse (herefter benævnt ’borgere’). Det gav derfor sig selv, at det ikke skulle være en traditionel akademisk konference – men hvordan skulle den så være? Gruppen, der skulle udvikle konferencedesignet, mødtes på et tredages planlægningsseminar med tuscher, posters og hovederne fulde af ideer. Processen frem mod det færdige konferencedesign viste sig dog at blive et eksempel på den tidligere nævnte problemstilling omkring synet på borgere som ikke-kapable. Samtlige input til proces og facilitering blev mødt med forbehold, der havde at gøre med, hvad voksne med funktionsnedsættelse kan og særligt ikke kan. Vi blev konfronteret med vores egne begrænsede og begrænsende forestillinger om borgernes formåen. Først da denne ironi gik op for os, var vi i stand til at udvikle konferencens design. Men frygten for at fejle grelt og ramme ved siden af skiven var hos os alle, helt frem til at konferencedeltagerne var gået hjem, og vi lettede kunne konstatere, at konferencen på mange vigtige parametre havde været en succes. Et samskabende konferencedesign Under designfasen blev det klart for os, at vi måtte arbejde i ikke-diskursive modaliteter, der dels kunne have en samlende effekt, og dels en idegenererende effekt på den mangfoldige gruppe konferencedeltagere. Deltagerne skulle rette deres opmærksomhed mod fællesskabet og samtidig sammen skabe nyt. Ydermere var det væsentligt, at modaliteterne havde en ’forstyrrende’ effekt på hver enkelt deltager, og dog måtte de samtidig ikke være for vanskelige og ej heller for simple for deltagerne. Der skulle med andre ord være afstemte benspænd for kommunikationen. Sidst, men ikke mindst skulle modaliteternes idegenererende effekt fungere på flere niveauer, så den brede kognitive spændvidde ramtes bedst muligt. Den skabende kommunikation skulle faciliteres, så alle Med dette for øje nåede vi i gruppen frem til et trefaset design bestående af en indledende fase 1, der indeholdt tryghedsskabende og moderat forstyrrende modaliteter, hvor deltagerne rettede opmærksomheden mod rummet og fællesskabet, og derefter en mellemlæggende fase 2, der havde til formål at skabe idegenerering hos den enkelte og fusionere ideerne i mindre grupper af deltagere. Den sidste af de tre faser skulle foregå i plenum, hvor der skulle udkrystalliseres prototyper på konkrete handlinger i praksis. Disse skulle undervejs i fasen være genstand for yderligere ideudvikling. Afslutningsvis i fase 3 skulle der, i det omfang det var muligt, etableres netværk, hvori prototyperne kunne realiseres, samt indgås konkrete aftaler i netværkene. På baggrund af projektgruppens forundersøgelse blandt aktørerne besluttede vi, at konferencens overordnede arbejdstema var ”At bestemme selv”. Temaet skulle danne udgangspunkt for en undersøgelse af fænomenet selvbestemmelse og åbne for drømme, visioner og ideer hos deltagerne: ”Hvis jeg kunne bestemme, så…” En helt central bevægelse i den optik var derfor også bevægelsen fra det individuelle perspektiv til samskabelse. Designets faser I denne kontekst er der ikke plads til at beskrive alle detaljer af det endelige konferencedesign. Vi vil her blot give eksempler på de anvendte modaliteter, på hensigten bag – og på den oplevede effekt af modaliteterne og det samlede design. Det betyder, at detaljer, som rumindretning, koordinering, forplejning etc. ikke berøres, endskønt de alle er vigtige.
Download PDF fil